“Hvis vi skal nå EU’s mål om at være klimaneutrale i 2050, så skal vi alle sammen ændre vaner. Det er et ambitiøst mål, som kræver, at vi danskere hver især skal mindske vores CO2-udledning med 80 procent over de næste år. Vi kan derfor ikke komme udenom at tænke i grønnere baner – både som virksomhed, men også som enkeltperson”, lyder det fra Stine Bjørnstrup Andersen, Sustainability Manager hos Nomeco.

Efteråret males grønt

Mange vil nok mene, at efteråret gør sig godt i de orange, røde, gule og brune farver. Men i år er årstiden grøn hos Nomeco.

For netop at inspirere medarbejdere til at træffe nogle mere bæredygtige valg har virksomheden gennemført tre bæredygtige, interne initiativer: medarbejderne har samlet skrald ind i naturen, ladet bilen stå på World Car Free Day, og ledelsen har introduceret en samkørselsapp.

De små ændringer har stor betydning

“Det har været inspirerende at se, hvor mange kolleger der har været engageret i vores mål om at gøre september mere grøn. Det er jo alle små initiativer, men jeg – og Nomeco – tror på, at selv de små ændringer har en stor betydning på den lange bane”, siger Stine Bjørnstrup Andersen og tilføjer, at dette kun er begyndelsen.

“Vi foretager masser af ændringer løbende på tværs af hele organisationen. Det gør vi nationalt, men da Nomeco er en del af international familie i Phoenix group, er vi også en del af en bredere indsats. Det vil vores samarbejdspartnere, leverandører, kunder og klienter også begynde at opleve. Og det er helt sikkert også noget, vi kommer til at fortælle omverdenen, for vi vil være en stærk, grøn partner for miljøet”, siger hun.

Nomecos tre grønne initiativer i september:

  • Indsamling af skrald i naturen. I forbindelse med World Clean Up Day blev alle medarbejdere opfordret til at gå en tur i naturen og samle den skrald ind, de kunne finde. Medarbejderne gik tur i fritiden eller holdt ‘walk and talks’ og fik ryddet godt op i lokalområderne. Der blev internt delt billeder af fyldte poser med indsamlet affald fra naturen.
  • Lad bilen stå. Den 22. september var det World Car Free Day, og der blev opfordret til at lade bilen stå og i stedet tage det offentlige eller cyklen på arbejde. Tog man cyklen, havde man endda mulighed for at få et servicetjek af mobile cykelværksteder, som Nomeco havde inviteret til at komme forbi kontorerne i Aarhus, Odense, Køge og København.
  • Samkørselsapp. For at mindske antallet af biler på vejene – og derved sænke forureningen – har Nomeco introduceret Ta’Med fra FDM. Det er en app, hvor man kan køre sammen til og fra arbejde. Appen kan bruges af alle i hele virksomheden og er først netop lanceret i slutningen af september, og kendskabet og brugen skal nu udbredes internt.
Sustainability