”Elpriser”, ”Ukraine” og ”Varmecheck hvornår” er nogle af de mest googlede danske ord i 2022, og det afspejler endnu et år med en global virkelighed i forandring.

Netop på grund af de udfordringer, der affødes af den situation, vi står i, er det vigtigere nu end nogensinde før, at vi arbejder sammen og finder løsninger i fællesskab. Sådan lyder det fra Kasper Lund-Jacobsen, direktør for Nomeco Grossist, der her ser tilbage på 2022 og frem mod et nyt år med blandt andet en digital varemodtagelse på apoteket og bæredygtighed højt på agendaen.

Hvad er der sket i 2022 set med grossistens briller?
”Der har været og er stadig fuld fart på hos os, hos vores kunder og leverandører. Vi startede jo året ud med stadig at være i en coronapandemi. Heldigvis blev det muligt at holde en lang række udskudte events i foråret – så vi fik holdt den årlige nytårskur for vores apotekere med lidt forsinkelse. Vi fik også samlet kommende apotekere til MasterClass to gange. Vi har holdt en række netværksmøder for apotekets logistikansvarlige, og så har vi afholdt fem online check in-møder med mere end 100 deltagere per gang. Alt i alt har vi haft fokus på at opretholde den tætte dialog med vores kunder og med markedet, som er vigtigere nu end nogensinde før”.

Hvorfor ser du det som værende vigtigt netop nu?
”I de seneste år har vi været ’tvunget’ til at ændre adfærd og tankegange for at få tingene til at hænge sammen. Vi har også lært, at vi er dybt afhængige af hinanden – vi fungerer kun som grossistled, hvis vi har et tæt partnerskab med apotekerne og med leverandørerne. Vi skal følge udviklingen sammen, ellers går det hele fra hinanden”.

I 2021 kom VMI2 og Logistik Universet. Har I udviklet noget nyt i år?
”Ja, vi udvikler konstant vores digitale services. Vi har dedikerede teams til at sidde og justere og forbedre, når det gælder blandt andet VMI2, Logistik Universet og online serviceløsninger, så der er ikke langt fra tanke til handling. I år har vi fokuseret på at gøre apotekets varemodtagelse digital. Det har vi gjort i samarbejde med udvalgte apoteker, og resultatet ser vi nu i form af en opdateret Nomeco-app, som er tilgængelig på apotekets devices”.

Hvad indebærer det, at varemodtagelsen bliver digital?
”Det at modtage og lægge varer på plads er en af de processer, vi har set, der kan gøres smartere. Det bliver den nu med en app-løsning – heri kan apoteket blandt andet scanne Nomeco-kasserne med en tablet eller en mobil og registrere modtagelsen af varerne i appen. Det gør processen hurtigere, og så bliver der heller ikke behov for de millioner af fysiske kassesedler. Det hele ligger online. Appen er tilgængelig allerede nu, og de fysiske sedler stopper vi med at printe i begyndelsen af det nye år”.

Der er også sket noget internationalt. Fortæl lidt om det.
”Nomeco er dansk, men vi er ejet af en tysk familiedrevet medicinalgrossist ved navn PHOENIX group. Det er den største af sin slags i Europa, og i år er den blevet endnu større. PHOENIX group er nu til stede i 29 lande, og det betyder, vi er en del af et internationalt netværk med speciale inden for logistik og medicinalforsyningen. Det er vi stolte af, for det er viden og erfaringer, vi kan trække på, når vi kigger på, hvordan vi kan udvikle og forbedre vores services”.

Hvad byder 2023 på?
”Rigtig meget! Der vil være skarpt fokus den digitale varemodtagelse og forbedringer i Nomeco-appen. Vi fortsætter med at afholde events, men vi har nye, spændende temaer på programmet. Samtidig bliver vi ved med at styrke vores digitale løsninger såsom Serviceløsningerne, VMI2 og Logistik Universet, så vi følger med udviklingen og apotekernes behov. Og så har vi også et bæredygtigt fokus – både internt og udadtil. Og meget mere – der er nok at tage fat på. Jeg glæder mig personligt til et nyt år med nye muligheder sammen med hele Nomeco-holdet og alle vores dedikerede apoteker”.