Nomecos Logistik Univers

”Behovet for let og hurtig adgang til en række logistiske nøgletal for apoteket er yderst vitalt, fordi det giver bedre mulighed for at leve op til den enkelte danskers behov, når han eller hun kommer ned på apoteket. Og en god kundeoplevelse er jo det, det hele handler om”.

Sådan siger Kasper Lund-Jacobsen, direktør for grossistforretningen hos Nomeco A/S, der i samarbejde med apotekerne har udviklet en ny online platform, Logistik Universet. Platformen giver let adgang til data i realtid inden for logistik. 

Man må ikke gå forgæves på apoteket

Logistik Universet er en del af et større digitalt, logistisk setup, som Nomeco A/S lancerede en ny version af i 2021 – et såkaldt ’leverandørstyret lager’, kaldet VMI² – der skaber en sammenhængende forsyningskæde fra producenten til kundens behov. Den nye platform kan tilgås fra alle online enheder, og det enkelte apotek kan på alle tider af døgnet få relevant data.

”Apotekerne behøver ikke følge en mavefornemmelse. Logistik Universet giver et klart, aktuelt og altid opdateret virkelighedsbillede på, hvordan f.eks. servicegraden på apoteket ser ud”, siger Kasper Lund-Jacobsen og tilføjer:

”Det er altafgørende, at der er de rigtige varer – og nok af dem – på hylderne, så kunderne ikke går forgæves. Og det behov bliver lettere for apotekerne at leve op til nu, fordi den viden er lige ved hånden”.

Fokus på både funktioner og det visuelle

Netop det at gøre data lettilgængelig har været vigtigt i udviklingen af Logistik Universet.
En række smarte funktioner er blevet til – blandt andet kan apoteket få et samlet overblik over tallene eller zoome helt ind for at finde en årsagsforklaring på et eventuelt udslag.

Samtidig er der blevet arbejdet med det visuelle udtryk, så det er en brugervenlig platform, hvori det er ligetil at finde den nødvendige information – eksempelvis kan man følge dagens tal i en dynamisk visning og nemt sammenligne data på dags- eller månedsbasis samt afdelingsniveau.

Et stærkt partnerskab mod det ultimative mål

Med mere end 200 år i branchen har Nomeco A/S været helt tæt på udviklingen af apoteksverden. Og gennem tiden har behovet for at være mere end blot en grossist vokset, og derfor er det også vigtigt at kunne tilbyde apotekerne mere end varer til tiden, mener direktøren for grossistforretningen.

”For os handler det ikke om at være apotek på den ene side og grossist på den anden. Det handler om at skabe et partnerskab, hvor vi sammen arbejder hen imod det ultimative mål – at give danskerne den absolut bedste oplevelse på apoteket. Og her bliver Logistik Universet det helt essentielle omdrejningspunkt. Nu har vi alle sammen den samme data, så vi kommer mere på niveau med hinanden og kan få en mere givende dialog om, hvordan vi i fællesskab optimerer forretningen”, siger Kasper Lund-Jacobsen.

Kontakt

Kasper Lund-Jacobsen
Direktør, Nomeco Grossist 
2046 7585
klj@nomeco.dk

Kasper Lund-Jacobsen